Læsning, skrivning og svømning

Læste for noget tid siden Steven Pinker’s bog, “A sense of Style”, hvori han bemærker at det at læse og skrive ikke er en naturlig egenskab. Med naturlig menes noget et barn tilegner sig af sig selv, så som at tale, gå eller lege. Læse- og skrivefærdigheder skal tillæres med mange års undervisning i skolen. Det samme gør sig, efter sigende, gældende for svømning, i hvert fald hvis jeg skal tro Google’s første søgeresultat på spørgsmålet om “is swimming natual”.

Her gennemgår en artikel fra New York Times kort svømningens historie. Svømning er den mest udbredte massesport i USA og en præsidentiel sport da flere af landets første mænd dyrkede svømning. Det tiltrods for at den altså ikke er naturlig:

SWIMMING is by no means a natural human activity. The first swimmers, it is conjectured, were driven by hunger to search for sea food, and it must have taken millennia before they felt comfortable enough in water to enter it unaided. The earliest known records of swimming, now in the British Museum, show Assyrian soldiers of the ninth century B.C. swimming a stream with the aid of inflated animal bladders.¹

Både læsning, skrivning og svømning har på trods af deres unaturlighed, eller måske nærmere på grund af deres unaturlighed, indtaget en central placering i vores samfund. Hvis læsning kom så naturligt som at gå på potte, så ville anstrengelsen og dermed belønningen være ligeledes lille.