Jeg er sgu' ligeglad...
Glistrup var i radio og TV ved adskillige lejligheder efter sin første optræden i Focus-udsendelsen. Her skal han spille og kommentere plader.
Umiddelbart inden Mogens Glistrups store gennembrud på den danske politiske scene reflekterer han i et interview over sin fremtidige rolle som systemkritiker:
“Jeg har altid svømmet ovenpå. Jeg har til alle tider bare levet der, hvor man kunne være lykkelig og glad og ikke haft særlige problemer. Jeg siger til mig selv: Du har fan’me haft et vidunderligt liv; stort set har du haft det bedre end nogen andre, der har levet på denne klode. I de 44 år jeg har været med, har jeg faktisk haft den lykke, der kan tilmåles et menneske, og hvis aviskampagner og alt muligt andet tværer en ud, ja så har man ingen grund til at være bitter på livet. De kan undersøge mine forhold, de kan tage min sagførerbestalling fra mig, og de kan sætte mig i spjældet. Jeg er sgu’ ligeglad …«
»De har vel ikke noget at skjule?«
»Selvfølgelig har jeg ikke det, men hvis det offentlige med en finansminister i spidsen sætter undersøgelser i gang, så vil det også se resultater, og så kan jeg råbe op, lige så meget jeg vil, det hjælper ikke, og jeg vil ikke have noget imod at ryge i spjældet, det vil bare vise, hvor råddent det hele er«.” 1
Denne skæbne kunne han sandsynligvis forudse ved at følge hvordan Peter Rindal blev behandlet i medierne:
Det var Rindals egen erkendelse, at det kostede at tale Roma midt imod og komme i opposition til den herskende klasse. Hans erfaringer med at blive hånet med skældsord fra det etablerede Danmark, hvis man ikke var enig i samfundsudviklingen, gav genlyd. På den måde vidste alle, hvor svært det var at protestere mod det etablerede samfund. Der var rigtig mange, der herefter veg tilbage for det. 2
Velfærdsstaten sejrede trods protester fra arbejderklassen og Mogens Glistrup. Og i en sådan grad at Fremskridtspartiets efterfølger - Dansk Folkeparti - omfavnede den og brugte deres tid på at bekæmpe et problem skabt af den selvsamme velfærdsstat, nemlig masseindvandringen fra Stormellemøsten. Set i bagspejlet kunne man næsten forledes til at tro, at denne konflikt var en planlagt del og hersk strategi. Velfærdsstatskritik eksisterer ikke mere og ytrer man kritiske holdninger bliver man udskammet.