Kedsomhedens samfund

Det er svært at komme i tanke om hvornår vores samfund har været mere kedeligt. Coronavirussen (Wuhan-virussen som den rettelig bør hedde) har lukket meget, og restriktionerne vedbliver eller genindført. Normaliteten synes længere og længere væk.

Stenaldermenneskene var altid i gang med at skaffe føde eller beskytte sig mod vilde dyr og et utilregneligt vejr. Hver dag var en overlevelse, hvor alle sanserne skulle bruges for at sikre, at man om aftenen kunne overnatte i sikkerhed med føde i maven og sin stamme.

I bondesamfundet var der altid arbejde at gøre på gården. Hvad enten bonden selv ejede gården eller blot var fæstebonde som arbejdede igennem hele sit liv for en godsejer. Her var truslen ikke vilde dyr, men vejret, krigsindkaldelse og det fysisk hårde arbejde. For ikke at tale om de mange sygdomme som kunne ramme i alle aldre, herunder diverse epidemier med meget høj dødelighed. Den sorte død, pesten, udryddede næsten en halvdelen af befolkningen i Danmark og mange andre Europæiske lande¹. Naturligvis kan Wuhan-virussen nå at mutere, eventuel sammen med Mers, og blive endnu dødeligere.

Industrisamfundet bød på konstant arbejde fra tidligt morgen til sen aften. Indledningsvis sågar på nærmest slavelignede vilkår med 10-12 timers arbejdsdage, 6 dage om ugen. Kvinder knoklede ligeledes med børnene, husholdning og hvor muligt også arbejde uden for hjemmet f.eks. i mindre familieforetagender.

Den sociale komponent, udover (kerne)familien selvfølgelig, var ligesom de foregående samfundsmodeller præget af lokale og tætte netværk hvor, man udover venskabet også reelt kunne havde et behov for vedkommendes hjælp med forefaldende arbejde, såsom børnepasning, til at få høsten i hus eller mindre dagligdagsærinder.

Kontrasten til hjemmekontoret anno 2021 kan ikke være større. Folk sidder passive til online-møder med meningsløse processer og forretningslingo. Udfører deres opgaver og sender en mail. Den sociale interaktion er forsvundet og det er rædsomt kedeligt. Og kedsomhed skal man tage alvorligt. Kedsomhed fortærer mennesket langsomt og stille. Først forsøger vedkommende angrebet af kedsomhed at finde noget at lave. Arbejde sig ud af det. Lykkes det ikke går det ned af bakke. Man mister lysten, trøste spiser, hænger energiløst foran skærmen for tilsidst at udføre direkte skadelige og desperate ting såsom; drikke, tage stoffer, lave dumme spontanindkøb, opsøge obskure internet sider og så videre.

Søren Kierkegaard var optaget af kedsomheds fare: > Boredom is the root of all evil. It is very curious that boredom, which itself has such a calm and sedate nature, can have such a capacity to initiate motion. The effect that boredom brings about is absolutely magical, but this effect is one not of attraction but of repulsion.² Man kan bedst sammenligne kedsomhed med forrådnelse. Mennesket som ikke fortager sig noget falder sammen, som et gammelt hus. Og i en desperat dødskamp forsøger mennesket med alle midler – også skadelige – at undgå denne.